Om KOZ by Lama

KOZ by Lama produceres og markedsføres af Danmarks største madras producent, Carl Thøgersen A/S. Virksomheden blev grundlagt i 1939 af Carl Thøgersen. De første år beskæftigede firmaet sig kun med køb og salg af brugte møbler. Senere blev der startet produktion af krøluldsmadrasser, rullemadrasser, tæpper og soveposer med krøluldsfyld. Indenfor ganske få år var disse produkter blandt de førende på det danske marked.

I 1964 startede produktionen af springmadrasser. Der blev produceret 25-30 madrasser om dagen. Madrasserne blev håndstoppet. Indlæg og polstermaterialer blev købt hos underleverandører.

1969 købte virksomheden De forenede Vatfabrikker og flyttede produktionen til Hurup, dermed kunne virksomheden selv producere polyesterfibre til dyner, puder, soveposer mm.
Salget af springmadrasser voksede stødt og dermed var en udvidelse også nødvendig. I forbindelse med udvidelsen i 1974 begyndte virksomheden selv at producere indlæg til springmadrasser.

I 1976 blev madrasfabrikken LAMA købt af Carl Thøgersen. Fabrikken, som var beliggende i Ørnholm på Sjælland, blev lukket og hele produktionen flyttet til Hurup. I forbindelse med købet af LAMA blev der udvidet med 3.000m2 og Carl Thøgersen A/S blev Danmarks største madrasproducent.

I 1987 var virksomheden igen kommet i pladsnød og da man ikke havde mere jord til udvidelse i Bredgade, var det nødvendigt at købe jord i industriområdet (Fabriksvej).
Her blev opført en ny lagerhal på 2.500m2, som blev brugt til fjernlager.

I 1989 overtog virksomheden en nedlagt fabrik beliggende 2 km udenfor Hurup. Her blev startet en fabrik til fremstilling af boxmadrasser. Samme år blev der igen udvidet. Denne gang med 6.500m2. De nye bygninger var klar til brug i 1990. Produktionen af LAMA madrasser og lager blev flyttet fra Bredgade til Fabriksvej.

I 1992 var der igen brug for mere plads og der blev påbegyndt en udvidelse på 12.500m2. Disse bygninger var klar til at blive taget i brug i juni 1993. Hermed kunne vi samle hele produktionen af springmadrasser og boxmadrasser på Fabriksvej.

Siden 1992 har vi yderligere udvidet 2 gange.

Virksomheden fremstår i dag som en moderne fabrik og hører til blandt de største indenfor branchen i Europa. I 2001 blev virksomheden en del af Hilding Anders koncernen.

Fabrikken er på ca. 54.000m2, heraf er de 23.000m2 lager. Virksomheden producerer dagligt ca. 1500 springmadrasser og 1400 boxmadrasser.

For at sikre vore kunder en hurtig levering, har vi et meget stort varelager. Der betyder, at når en ordre modtages, kan den leveres indenfor ganske få dage.

Skånsom distribution er en meget vigtig del, derfor har Carl Thøgersen A/S 4 nye moderne biler med erfarne chauffører. Ud over egne biler er der 5 vognmandsfirmaer, der fast kører med madrasser for fabrikken i Hurup.

Når der distribueres madrasser er der tale om hele læs. Der sker ikke omlæsninger undervejs. Dette er med til at undgå beskadigelse af varerne.


Hilding Anders

Hilding Anders blev grundlagt i 1939 i Bjärnum i Skåne og har udviklet sig til i dag at være Europas og Asiens ledende seng og madrasproducent. Hovedkontoret er placeret i Malmø og koncernen ejes af det britiske investeringsselskab Candover. Gennem ca. 30 fabrikker i koncernen ejer koncernen i dag 20 stærke sengevaremærker som sælges i Europa og Asien. Hilding Anders har også stor produktion for mange kendte internationale møbelvarehuse. Koncernen har i dag ca. 5600 ansatte og er på 28 europæiske og 13 asiatiske markeder. Omsætningen i 2007 blev på 7. milliarder SEK.

Carl Thøgersen kom ind i Hilding Anders koncernen i 2001.
Få flere informationer omkring Hilding Anders koncernen på www.Hildinganders.com

Vi ønsker dig go' læselyst

Med venlig hilsen
Carl Thøgersen A/S
< HOME
Carl Thøgersen A/S - Fabriksvej 13 - DK-7760 Hurup Thy - Danmark
KOZ SENGESKOLE - TI SMÅ TIPS TIL ET BEDRE VALGHOME